En voldsom brand i den nordjyske by Børglum fik et uventet efterspil, da ejeren af det brændende hus erkendte, at han selv havde sat ild til bygningen.

Det var ellers med bange anelser, at politi og brandvæsen mandag aften kort før klokken 22 rykkede ud til villaen med tilhørende malerværksted i det centrale Børglum.

Her havde flammerne godt fat i huset, og redningsfolkene frygtede, at beboeren lå inde i huset.

»Vi var bekymrede for, at han lå derinde, og derfor sendte vi røgdykkere ind i huset for at lede efter ham. Omkring klokken to natten til tirsdag kom han gående på gaden med sin hund, som han havde været ude at lufte,« fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jess Falberg.

Det så voldsomt ud, da en villa med tilhørende malerværksted mandag aften brød i brand.
Det så voldsomt ud, da en villa med tilhørende malerværksted mandag aften brød i brand. Foto: Jean Nonboe / Byrd
Vis mere

Vagtchefen tilføjer, at sagen hurtigt udviklede sig noget usædvanligt.

»Efter noget tid erkendte han, at det var ham selv, der havde sat ild til huset. Derfor blev han anholdt og taget med til afhøring og nærmere undersøgelser af retsmedicinere.«

Politiet er ved at undersøge det nærmere motiv til branden, men ifølge Jess Falberg går efterforskningen i retning af økonomiske problemer.

Selvom branden var voldsom, og der ligger andre huse tæt på, spredte ilden sig heldigvis ikke.

Det så voldsomt ud, da der sent mandag aften udbrød brand i et hus i Børglum.
Det så voldsomt ud, da der sent mandag aften udbrød brand i et hus i Børglum. Foto: Jean Nonboe / Byrd
Vis mere

Den 63-årige beboer bliver nu sigtet efter straffeloven, og i løbet af tirsdagen afgør politiets jurister, hvorvidt han skal fremstilles i grundlovsforhør.