En kraftig brand hærgede natten til torsdag en beboelsesejendom i Brønshøj i København.

Branden brød ud i en adresse på Skjulhøj Allé omkring klokken fire om natten. Da politi og brandvæsen kom frem, havde ilden allerede godt tag i bygningen.

Den centrale vagtleder ved Københavns Polilti, Henrik Stormer, oplyser til B.T., at der er tale om en slags udlejningsejendom med en masse små værelser eller lejligheder.

»En enkelt lejer reddede sig ud gennem et vindue,« siger han.

Politiet har på nuværende tidspunkt ingen oplysninger om, hvor mange personer der befandt sig i bygningen, men ingen kom heldigvis alvorligt til skade. Til gengæld er ejendommen noget medtaget efter branden.

»Der var voldsom ild i stueetagen, og den havde også godt fat i taget, så skaderne er ret omfattende,« siger Henrik Stormer.

Ilden er nu slukket, men da slukningsarbejdet stod på, var Jyllingevej spærret.

Brandårsagen er endnu ukendt, og en brandtekniker skal senere undersøge stedet.