Beboere i det centrale Viborg har fået sig et chok torsdag morgen.
Brandmænd har nemlig kæmpet med flammerne i en bygning på Ll. Sankt Hans Gade – og gør det stadig.
»Ja, den forsøger man stadig at slukke i øjeblikket. Det går der nok noget tid med endnu. Vi skal nok opad formiddagen, før det er overstået,« siger vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj til B.T.
»Det er en toetagersejendom på hjørnet af St. Sankt Hans Gade og Ll. Sankt Hans Gade, og tagkonstruktionen er helt væk,« forklarer han desuden.
Ole Vanghøj fortæller desuden, at der ikke er tilskadekomne i forbindelse med branden.
»Én beboer blev kørt til tjek på hospitalet og er udskrevet igen, og alle syv beboere i ejendommen er blevet genhuset,« fortæller han.
Politiet oplyser desuden på Twitter, at man i forbindelse med slukningsarbejdet har afspærret flere gader i det centrale Viborg fra tidligt om morgenen. Og også de afspærringer vil formentlig være oppe noget tid endnu.
Det drejer sig om gaderne Ll. Skt Hans Gade fra Reberbanen i østlig retning til Sct. Mogens Gade. St. Sct Hans Gade fra Graverne i nordlig retning mod Ll. Sct Hans Gade. Reberbanen mod syd ved Reberbanen 1D.
Politiet fortæller, at man formoder, at branden er opstået på grund af, at en beboer har røget i sengen og er vågnet op med flammer omkring sig.