Alle beboere i en ejendom i Hvidovre blev evakueret natten til torsdag, da en voldsom brand pludselig bredte sig med lynets hast.

11 beboere måtte efterfølgende en tur på hospitalet til tjek for røgforgiftning.

Branden, der brød ud i en boligejendom på Vojensvej, betød, at samtlige 16 beboere i ejendommen måtte evakueres.

To af dem blev reddet ud af brandfolkene.

»Ingen er kommet alvorligt til skade. Alle beboerne kom godt ud af lejlighederne, men der var lige to, som måtte hjælpes ud af brandvæsenet,« fortæller vagtchefen ved Vestegnens Politi, Jens Møller.

Han tilføjer, at de 11, der blev kørt på hospitalet, blev tjekket for røgforgiftning. Ingen af dem pådrager sig dog mén efter branden.

I løbet af natten opfordrede Københavns Vestegns Politi beboerne til at holde sig væk fra området.

»Beboere i området bedes lukke vinduer og ventilation, holde sig inden døre og i øvrigt undgå røgen fra branden,« lød det på Twitter.

Hovedstadens Beredskab oplyste også natten til torsdag, at man havde reddet to personer ud af stueetagen i en lejlighed, der består af to etager.

»Branden har bredt sig til ejendommens tagkonstruktion, hvorfor der bliver iværksat en større indsats for hhv. evakuering og slukning,« lød det i nattetimerne.

Tidligt torsdag morgen oplyser Hovedstadens Beredskab, at man har fået branden under kontrol, men at slukningsarbejdet vil fortsætte længe endnu.

Ifølge vagtchefen regner brandvæsenet med at være færdige med efterslukningen omkring middagstid.

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Brandteknikere skal undersøge stedet nærmere for at fastslå brandårsagen med sikkerhed, men politiet mener ikke, at branden er påsat.

»Nu skal vi have lavet brandtekniske undersøgelser, men vi er rimelig sikre på, at den ikke er påsat,« siger Jens Møller og tilføjer, at ilden sandsynligvis opstod omkring et komfur i en af stuelejlighederne.

Herfra er ilden efter alt at dømme sprunget gennem emhætten og via ventilationssystemet op på taget.

»Herfra gik det hurtigt med at få antændt hele bygningen, og ilden bredte sig hurtigt,« siger Jens Møller.

Selv om branden snart er helt slukket, kommer der til at gå noget tid, før beboerne kan vende hjem til deres lejligheder.

Hele ejendommen er nemlig voldsomt brand- og vandskadet, og loftet hænger ned i de øverste lejligheder, fortæller vagtchef Jens Møller.

»Der er ret store skader på bygningen, så lejlighederne er ubeboelige.«

De 16 beboere bliver nu genhuset. Nogle er allerede indkvarteret hos pårørende. Resten bliver kørt til hoteller, indtil de finder en midlertidig bolig.