Politiet mener, det var en kombination af alkohol i blodet og for høj hastighed, der var årsag til voldsom ulykke, hvor en blev dræbt og tre blev kvæstet sidste år.
Derfor er den 24-årige mand, der førte bilen, nu sigtet i sagen, skriver Nordjyske.
Politiets undersøgelser har nemlig vist, at den 24-årige havde en promille på 1,2 ligesom han kørte 140 km/t på en strækning, hvor hastighedsbegrænsningen var 80 km/t, skriver mediet.
Ulykken skete 30. oktober sidste år lidt efter midnat, hvor fem personer kørte galt i en bil. En person blev dræbt på stedet, mens fire andre kom til skade.
»De fem personer befandt sig i en bil, som kørte galt på Frederikshavnsvej mellem Hjørring og Sønderskov. En person er dræbt, og fire er kommet til skade. Deraf tre alvorligt, hvoraf de to er i kritisk tilstand,« lød det dengang fra vagtchef Mads Hessellund.
Som den eneste slap den 24-årige fra ulykken uden alvorlige skader.
Mediet skriver videre, at årsagen til, politiet først har rejst sigtelse nu, er fordi, at de tre tilskadekomnes tilstand først skulle klarlægges. Det har nemlig haft betydning for, hvad man kunne sigte den 24-årige fører for.
Udover sigtelsen for manddrab er den 24-årige sigtet for uagtsom legemsbeskadigelse under skærpende omstændigheder, samt en række færdselsforseelser.