Tirsdag eftermiddag klokken 15.27 måtte Østjyllands Brandvæsen rykke ud til Brabrand, da der var opstået en voldsom bilbrand.

Ejeren af bilen kørte på landevejen, da han pludselig opdagede, at bilen brændte – mens han sad bag rattet.

Han slog dog hurtigt alarm og fik kørt ind til siden, lyder det fra brandvæsnet.

»Da ejeren kommer kørende, og bilen pludselig bryder i brand, kører han ind ad en stikvej mod skoven, så han ikke generer trafikken,« fortæller operationschef ved Østjyllands Brandvæsen, Søren Møller, til B.T.

Bilen overtænder herefter hurtigt, og da brandvæsnet ankommer, er flammerne og røgudviklingen voldsom.

»Den brænder rigtig godt, og det får også fat i træerne derude, men begge dele får vi slukket,« fortæller operationschefen.

Ejeren af bilen kom ikke til skade, men bilen har derimod set bedre dage.

Da bilen var kørt ind til siden fik branden heller ikke konsekvenser for andre bilister.