En 15-årig dreng udsatte en jævnaldrende for et gaderøveri, men blev kort efter genkendt på Facebook

Sølle 200 kroner! Det var udbyttet, en bare 15-årig dreng fra Odense mandag aften ved 18-tiden fik ud af at overfalde en 16-årig dreng på åben gade.

Den 15-årige tog kvælertag på sit offer og tvang ham til at udlevere de få kontanter.

- Bagefter fortæller offeret os, at han har set gerningsmanden før. Han genkender ham som én, han tidligere har set omkring Odense Banegård. Han går hjem og finder fyren på Facebook og giver os besked. Vi tager ud og finder ham, og han indrømmer forholdet.

Det fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Lars Tvede, til bt.dk.

Offeret slipper fra overfaldet uden fysisk skader.

Gerningsmanden kan til gengæld se frem til et længere efterspil. Han er - trods sin unge alder - kendt af politiet i forvejen. Dog ikke for lignende ting. Han er nu blevet anbragt på institutionen Egely, og det er ifølge vagtchefen efter al sandsynlighed her, han kommer til at tilbringe sin tid i en rum tid fremover.