Voldsmænd tiltalt for dummebøde på 20.000 kroner: Truede offer med kniv i øjnene
Offer mistede kortvarigt bevidstheden under timelang frihedsberøvelse

Offer mistede kortvarigt bevidstheden under timelang frihedsberøvelse

Han blev bortført og taget som gidsel i fire en halv time, mens tre gerningsmænd med vold og grove trusler forsøgte at tvinge ham til at betale en dummebøde på 20.000 kroner.
Blandt andet pegede de på offeret med en kniv og sagde truende:
»Næste gang er det begge dine øjne, der kommer til at bløde.«
På det tidspunkt havde gerningsmændene ifølge en tiltale fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi tvunget offeret med på en køretur fra en mindre by nær Viborg og rundt til flere lokaliteter i området.
Her blev offeret frataget sin telefon, som gerningsmændene slukkede. Og undervejs blev offeret ført ned i en kælder og voldeligt mishandlet med slag og spark.
Mens han lå ned og blev trampet på, bankede han sit hoved ind i en væg, så han kortvarigt mistede bevidstheden.
Det fremgår af et anklageskrift mod to af mændene, der ifølge tiltalen deltog i selve frihedsberøvelsen.
Ifølge anklageskriftet mod de to mænd på henholdsvis 32 og 41 år er de tidligere blevet straffet for vold, og nu kan de altså også skrive tiltaler for frihedsberøvelse, ny vold, trusler, afpresning samt vidnetrusler på deres cv.
For mod slutningen af frihedsberøvelsen truede de ifølge anklageskriftet manden med en kniv, mens han meget direkte blev frarådet at anmelde de voldsomme hændelser til politiet:
»Hvis du siger et ord, så det den her, du møder næste gang,« lød det angiveligt med henvisning til den fremviste kniv.
Når straffesagen om et par uger kommer for byretten i Viborg, vil anklageren forlange begge de tiltalte idømt en fængselsstraf.
Det er uvist, hvordan de stiller sig til tiltalen, men da sagen skal afvikles som en domsmandssag, tyder det umiddelbart på, at de ikke har i sinde at erkende sig skyldige.