Voldsepisoden på Roskilde Katedralskole, hvor 11 elever blev sendt hjem, blev opdaget af rektor, Claus Niller Nielsen, på de sociale medier. Det fortæller han til B.T.

»Jeg er blevet gjort opmærksom på episoden via en filmet optagelse. Her kan man se, hvad der er foregået. Det er ikke blevet tilsendt til mig, men noget som har været delt på de sociale medier. Mere kan jeg ikke sige,« fortæller han om hændelsen, der på baggrund af videoen er blevet politianmeldt.

Ved du noget om sagen, så vil B.T. meget gerne høre fra dig på 1929@bt.dk eller på Facebook.

Tidligere lørdag kunne B.T. fortælle, at rektoren i onsdags havde sendt en mail ud til de ansatte på skolen, hvor han oplyste, at der fredag den 9. november har været en slem voldsepisode på skolen blandt nogle af eleverne. I den forbindelse var 11 elever sendt hjem, mens sagen undersøges nærmere.

Rektoren bekræftede overfor B.T., at nogle elever var sendt hjem, og at de har anmeldt sagen.

»Sagen er nu anmeldt til politiet, og efter jeg er blevet gjort opmærksom på hændelsen, er flere elever også blevet sendt hjem,« sagde Claus Niller Nielsen.

Rektoren på Roskilde Katedralskole ønsker ikke at kommentere sagen yderligere af hensyn til efterforskningen.

B.T. har været i kontakt med Midt- og Vestsjællands Politi. De kan på nuværende tidspunkt ikke fortælle noget om sagen.