Simon Welms brast i gråd, da han fik det sidste ord. Men det hjalp ikke - han blev dømt for rå vold mod kæreste og kone

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Stemmen knækkede over, og til sidst blev det nærmest en uforståelig hylen, da sværvægtsbokseren Simon Welms i går fremkom med de sidste ord i voldssagen mod ham i Vestre landsret i Kolding.

»Jeg er blevet fremstillet som en psykopat i stedet for en godmodig fyr. Jeg er lammet og chokeret, og det er ubehageligt at møde dem, som man troede var ens venner.

Jeg føler, at jeg har svigtet min far, som jeg arvede gården efter. Jeg tør ikke komme steder, hvor der er mange mennesker, og jeg har en overgang mistet lysten til at leve,« sagde han bl.a. fra sit medbragte manuskript.

»Sikke noget hyleri,« sagde en af tilhørerne spontant i retten. Det var ikke lige den måde, han tidligere havde oplevet den fordums stald Palle-bokser på.

Ingen kære mor
Og sværvægterens afsluttende appel om, at han var uskyldig i vold mod de to kvinder, han havde levet sammen med og har hvert sit barn med, havde tilsyneladende ikke den mindste virkning på domsmandsretten.

I hvert fald var der ingen kære mor, da landsdommer Sigrid Ballund kom med sin knusende dom:

Landsretten fordoblede simpelt hen dommen fra byretten fra seks måneders fængsel til fængsel i et år. Simon Welms blev dømt for at have taget kvælertag og slået løs på den 27-årige kæreste Anja, bl.a. mens hun var gravid.

Ren vold
Og da hun var flygtet fra svinegården i Lejrskov ved Kolding, var Lea på 23 den næste kvinde, som rykkede ind - ikke alene til dagligt knokleri med grisepasning og isolation, men også med en hverdag, der var præget af vold mindst en gang om ugen og et liv i dyb ydmygelse.

Hun måtte på et tidspunkt finde sig i at skulle sluge en vielsesring med kæde, så hun var ved at miste luften. Da hun var gravid, blev hun slået og skubbet ned ad en trappe, og da hun kom hjem med deres lille barn, måtte hun finde sig i, at Simon Welms forsatte sin vold. Han tog hende i håret og pressede ansigtet ned mod en hundelort, fordi han ikke syntes, hun havde gjort ordentligt rent.

Frygtelig tyran
»Vi finder både Anjas og Leas forklaringer troværdige, ligesom vi mener, at flere vidneudsagn bestyrker, at der har været tale om vold af rå og afstraffende karakter. Medvirkende til vores afgørelse har også i høj grad været en båndoptagelse, som har været fremlagt i retten,« sagde landsdommer Sigrid Ballund.

Statsadvokatfuldmægtig Mette Grith Jensen havde inden dommen forlangt en skærpelse i forhold til byretten.

»Udadtil så det ud, som om Simon Welms var en stille og rolig mand, men i virkeligheden var han en frygtelig tyran, som gradvist sørgede for, at hans eks-kæreste og senere hans eks-kone fik nedsat deres psykiske selvtillid,« sagde hun. erla@bt.dk