Lokalpolitiet i Hjørring efterforsker lige nu en sag om vold mod en 12-årig dreng.

Volden, der skete 27. september i år, blev optaget på video og delt på internettet.

Det var nær Højene Skole i Hjørring, at drengen blev udsat for både slag og spark af flere unge under 18 år, skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

»Den 12-årig dreng bliver væltet omkuld af en større gruppe unge mennesker, hvorefter han bliver tildelt adskillige slag og spark,« forklarer vicepolitiinspektør Sune Myrup.

Nu arbejder man på at finde de unge gerningsmænd.

»Vi har indtil videre haft tre personer på henholdsvis 13, 14 og 15 år til afhøring her på politistationen i Hjørring sammen med deres forældre og SSP-medarbejderne fra Hjørring Kommune,« fortæller Sune Myrup.

Del ikke videoen

Videoen af volden er delt på det sociale medie Snapchat, og politiet gør i øjeblikket alt for at stoppe delingen af den, mens de følger dens digitale spor.

»Vi efterforsker fortsat det digitale spor i forhold til, hvem og hvor mange, der har delt videoen, og har man delt videoen, må man påregne at blive sigtet,« pointerer Sune Myrup.

Politiet har på nuværende tidspunkt ingen yderligere informationer om efterforskningen, der fortsat er i gang, står der i pressemeddelelsen.