»Du har talt dårligt om min mor. Fuck dig.«
Sådan lød den overraskende anklage, der blev sendt afsted mod Tanja Thomasen Frausings ene datter, før hun torsdag aften blev umotiveret overfaldet af en pigebande i det centrale Aarhus..
Herefter blev hun smidt ned i gulvet. Fik flere slag i hovedet. Blev revet voldsomt i håret. Og til sidst slæbt hen ad fliserne ved Banegårdspladsen i den jyske by.
Årsagen?
Ja, det spørger både Tanja og hendes døtre stadig sig selv om den dag i dag.
De var vel nok bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, er den triste konklusion.
»Det var en gruppe af indvandrerpiger på 12-14 år, som mine døtre aldrig har set før. Så det kom ud af det blå,« fortæller Tanja Thomasen Frausing, der først fortalte sin historie til Århus Stiftstidende.
Selv sad hun og puttede en af sine andre børn, da det hele udfoldede sig ved Banegårdspladsen.
Er du eller din nære blevet umotiveret overfaldet? Så vil B.T. gerne tale med dig. Skriv en mail til sebj@bt.dk - alle henvendelser håndteres fortroligt.
Derfor var det hendes mand, der modtog et opkald fra en vagt.
»Jeg står sammen med din datter Freja her ved min side. Hun er blevet overfaldet,« lød beskeden.
Kort efter fik Tanja et sæt tydeligt rystede døtre hjem.
Fysisk var det heldigvis kun 'småknubs', men psyken havde også fået et par knytnæveslag eller tre.
»De var og er stadig meget rystede over situationen, og det forstår jeg godt. Min ældste datter har ikke lyst til at skulle ind til Aarhus, men hun bliver nødt til at skifte bus der, når hun skal hjem fra skole, og det har været svært,« siger Tanja Thomasen Frausing.
Fredag omtalte Østjyllands Politi det umotiverede overfald i deres døgnrapport, hvor de oplyste, at tre piger i alderen 12-13 år var blevet tilbageholdt, og at de sociale myndigheder var blevet orienteret.
Derudover fremgik det af døgnrapporten, at politiet var bekendt med oplysninger om, at andre også var blevet udsat for »lignende uønskede episoder« af pigegruppen torsdag eftermiddag og aften.
Efter Tanja Thomasen Frausing har talt med sine døtre om overfaldet er der én ting, hun har bidt særlig mærke til.
For selvom døtrene skreg, og det var ganske tydeligt, hvad der udspillede sig, greb ingen voksne mennesker ind.
»Klokken var måske 19.30 en torsdag, så der var mennesker, men ingen forsøgte at stoppe det, selvom det ifølge mine døtre varede måske to minutter. Det er godt nok uforståeligt for mig,« siger moren og fortsætter:
»Jeg forstår, hvis der var tale om fire muskuløse mænd, men det er piger på 12-13 år, der overfalder en anden. Hvorfor gør man ikke noget?«
Hvis man har oplysninger med relevans for sagen, bedes man ringe til politiet på telefonnummer 114.

