Vivian Winther Eriksen husker tydeligt den første dag, hvor hun stod i spidsen for den omfattende eftersøgning af 17-årige Emilie Meng.

Mængden af bekymrede frivillige fra hele landet, som var troppet op i Korsør for at lede efter en pige, som kun få af dem havde et forhold til, var overvældende. Selv var hun også »ekstremt bekymret«.

»Vi tænkte 'hold da op', den går godt nok lige i hjertet på folk, den her. Og det gjorde den også på mig,« husker Vivian Winther Eriksen, der er stifter og bestyrelsesmedlem i organisationen 'Missing People', der hjælper pårørende med at lede efter savnede og forsvundne personer.

På trods af flere måneders eftersøgning så man først den 17-årige pige, som forsvandt på Korsør Station den 10. juli 2016, igen, da hun juleaftensdag samme år blev fundet død ved Regnemarks Bakker ved Borup.

Først tirsdag er det sidste og endegyldige punktum sat i sagen. Her kan Berlingske fortæller, at 35-årige Philip Patrick Westh, der senere blev idømt livstid for mordet, nu også selv har erkendt, at det var ham, der kidnappede og dræbte den forsvundne teenagepige.

Vivian Winther Eriksen kalder det »en lettelse,« at det allersidste punktum nu formentlig er sat i den forfærdelige sag:

Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

»Det her bringer ikke Emilie tilbage. Men nu kan man sætte et ansigt på gerningsmanden og sikre sig, at han aldrig nogensinde gør noget lignende igen,« siger hun.

I løbet af eftersøgningen, som hun stod for indtil oktober 2016, havde Vivian Winther Eriksen kontakt til familien, som beskrev for hende, hvem det var, hun og de mange frivillige ledte efter.

En »ung, pligtopfyldende pige,« som »ikke gjorde noget uden at underrette sin familie«.

Derfor sender hun også dybfølte tanker i deres retning tirsdag, hvor gerningsmanden nu selv har erkendt:

Livstidsdømte Philip Westh har nu tilstået drabet på Emilie Meng, skriver Berlingske.
Livstidsdømte Philip Westh har nu tilstået drabet på Emilie Meng, skriver Berlingske. Foto: Privat

»Det er ikke noget plaster på såret, for de får aldrig deres datter tilbage. Men nu har de en person, de kan adressere deres vrede på. Det, tror jeg, er godt for dem,« siger hun, men understreger, at ét spørgsmål vil nage hende – og formentlig også de pårørende – for evigt:

»Hvorfor? Det virker ekstremt meningsløst, og jeg tror ikke engang selv, han kan svare på det.«

Ifølge Berlingske valgte Philip Westh for nylig på ny at lade sig afhøre i sagen.

Det var her, han tilstod både kidnapningen og mordet på Emilie Meng i 2016 og forsøget på kidnapning af en 15-årig efterskolepige i Sorø i 2022.

Tidligere havde han også indrømmet kidnapningen af en 13-årig pige i april 2023, som i første omgang fik ham anholdt.

I retten blev han i 2024 idømt livstid i fængsel for drab, drabsforsøg, vold, voldtægt, overgreb og langvarig frihedsberøvelse i de tre sager.

B.T. har været i kontakt med Emilie Mengs families bistandsadvokat, Mai-Brit Storm Thygesen, som ikke havde nogen kommentar til Berlingskes artikel.