»At være bevæbnet med knive og lemlæste andre mennesker er selvfølgelig helt og aldeles uacceptabelt.«
Sådan lyder det fra politidirektøren ved Fyns Politi, Arne Gram, der samtidig annoncer oprettelsen af endnu en visitationszone i Vollsmose efter en dramatisk nat med stenkast og knivstikkeri.
Adskillige gange inden for det seneste år har politidirektøren oprettet en visitationszone i området på grund af en verserende bandekonflikt.
Den nye visitationszone træder i kraft onsdag klokken 14 og gælder foruden Vollsmose også dele af Korsløkke.
Oprettelsen sker på baggrund af nattens knivstikkeri, hvor to mænd – herunder en tiltalt i en igangværende ankesag om et voldsomt overfald på en pædagogmedhjælper – blev stukket ned.
Det skete, efter at der var blevet kastet med sten mod en bil på Østre Ringvej i Odense.
En er alvorligt tilskadekommen, mens en anden er lettere tilskadekommen. Begge er indlagt på Odense Universitetshospital.
»Det er helt afgørende for os, at vi sikrer trygheden for de tusindvis af fredelige borgere, der bor og arbejder i Vollsmose,« siger politidirektøren om bevæggrunden for visitationszonen.
Politiet har mistanke om, at det er en personkreds med relation til bandegrupperingerne 9hunna og NBV, der har deltaget i nattens knivstikkeri og stenkast.
Grupperingerne holder til i netop Vollsmose og Korsløkkeparken. Dog peger politiet selv på, at banderne er meget mobile.
I marts ophævede politiet den seneste visitationszone, der var blevet oprettet efter likvideringen af en 19-årig mand på en parkeringsplads ved fastfoodrestauranten KFC og Netto ved Nyborgvej i Odense.
Under den seneste visitationszone fandt politiet både tre peberspray, en totenschlæger, en kniv, en foldekniv, en isoleringskniv og en fiskekniv.
Politikredsen oplyser, at de vil være massivt til stede i Vollsmose i de kommende dage for at skabe tryghed i området.
Visitationszonen gælder foreløbig frem til tirsdag den 21. juni klokken 14.