Da en vinduespudser onsdag tog på arbejde i Brabrand, havde han nok næppe forestillet sig, at det ville ende med, at han blev udsat for trusler og måtte flygte fra stedet.

Men det var - ifølge anmeldelsen - lige præcis det, der skete.

Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Den 63-årige vinduespudser tog onsdag morgen afsted til Brabrand, hvor han på Sigridsvej skulle pudse vinduer på en bygning med flere lejligheder.

Da han lidt efter klokken 09:00 var i gang med sit arbejde i stueetagen, kom han til at spilde vand ned gennem et åbent vindue på en aflukket altan.

'Det fik den kvindelige beboer i lejligheden til at komme ud og skælde vinduespudseren ud,' oplyser politiet og tilføjer:

'Han forsøgte at afvæbne situationen med en humoristisk bemærkning, men det gjorde kvinden endnu mere vred, og hun tilkaldte nu sin 35-årige mand.'

Manden var ifølge anmeldelsen også meget sur, og han kastede angiveligt en basketball efter vinduespudseren.

Han blev dog ikke ramt.

Den 63-årige løb derefter ned mod sin bil, og ifølge vinduespudserens forklaring løb den 35-årige mand efter ham, mens han råbte trusler efter ham.

Det lykkedes vinduespudseren at flygte fra stedet, hvorefter han tilkaldte politiet.

'Betjentene fik fat i den 35-årige mand, som forklarede, at han var sur over, at vinduespudseren ikke ville sige undskyld, men han nægtede at have truet ham på nogen måde,' skriver politiet i døgnrapporten.

Det endte dog med, at den 35-årige blev anholdt og sigtet for trusler på livet.