En lille pige kom tirsdag middag til skade, da et vindue blev revet løs i vinden på hendes skole - og ramte ned over hende.

Pigen - der går i 3. klasse på Rørkjær Skole i Esbjerg - fik en flænge i hovedet og i skulderen.

Det fortæller skolelederen på Urbanskolen, Steffen Lawaets, til JydskeVestkysten.

Det var et vinduesfag på omkring 80 gange 40 centimeter, der rev sig løs og faldt ned over pigen ved middagstid.

»Det sker, da en person vil åbne vinduet i et klasseværelse. Den voldsomme vind får simpelthen fat og river hele vinduesfaget ud fra hængslerne. Vinduet rammer i første omgang taget på en bygning, og derfra fortsætter det så videre ned i skolegården, hvor pigen ulykkeligvis bliver ramt,« fortæller skolelederen til JydskeVestkysten.

Pigen blev efterfølgende kørt på sygehuset, hvor hun efter omstændighederne har det godt.

En anden elev blev også lettere ramt, men kom ikke noget til.

Til JydskeVestkysten forklarer Steffen Lawaets, at der er tale om et hændeligt uheld, ligesom han fortæller, at ingen har gjort noget forkert.

VED DU NOGET OM SAGEN? SÅ SKRIV TIL B.T. PÅ 1929@BT.DK.