Det, der var tænkt som et banalt tyveri af tre pakker kød, endte sidste år ganske dramatisk ved en Føtex på Amager.

To personer blev nemlig ramt af skud, og snart var der blå blink overalt på Amagerbrogade, hvor en 40-årig mand blev anholdt. Nu har selvsamme mand fået sin dom ved Københavns Byret.

Fem års ubetinget fængsel er således, hvad nævningetinget er kommet frem til efter seks retsdage. Om den 40-årige vil acceptere dommen, har han og hans forsvarer udbedt sig tid til at tænke over.

Undervejs i retssagen har han nægtet sig skyldig i Føtex-episoden. Hævdet, at det aldrig var hans hensigt at røve – eller skyde nogen.

Foto: Mikkel Johansen/Byrd
Foto: Mikkel Johansen/Byrd
Vis mere

Ikke desto mindre har retten nu fundet ham skyldig i groft røveriforsøg, grov vold og for at bringe en anden persons liv i fare. Alt sammen på baggrund af det, der skete kort før lukketid 30. marts sidste år ved Føtex.

Forinden, forklarede manden i retten, havde han været på stranden for at skyde ænder. Og det var ifølge ham selv derfor, han havde det oversavede haglgevær med sig i trolleyen, da han gik i Føtex for at hente kød.

Tre stege gemte han i trolleyen og forlod så butikken. Uden at betale. Han blev dog opdaget af en butiksdetektiv.

»Han tog fat i mig, og så fik jeg et chok. Det endte i tumult, til vi lå snart ned. Han sagde ikke noget, før jeg lå på jorden. Der gik under et halvt minut, måske 15 sekunder,« fortalte den 40-årige, da sagen i slutningen af januar blev indledt.

Undervejs var hans trolley angiveligt væltet, og haglgeværet var landet ved siden af ham, hævdede han i øvrigt.

»Jeg tog fat i det, og hev det ind til min mave. Han satte sin hånd på det, pressede ned.«

Et skud gik af. Og så endnu et.

Butiksdetektiven blev ramt i benet. Den 40-årige lige så. Og en genbo, der fra sit vindue på den anden side af gaden havde fået øje på tumulten, blev ramt på hagen.

Da den 40-årige blev anholdt, fandt politiet en økse på ham. At han havde den med sig, var der dog intet usædvanligt i, understregede manden i retten.

Øksen var nemlig en slags lykkeamulet for ham. Nogle gange lå den i hans kuffert eller trolley. I dem lå hele hans liv, forklarede den 40-årige, der i årevis har været uden fast bolig og job.

Andre gange havde han øksen i sin jakke, som det var tilfældet den januaraften sidste år.

Lykkeamuletten har nu resulteret i, at han også er blevet dømt for overtrædelse af knivloven. Desuden er han fundet skyldig i de syv andre forhold, som han også var tiltalt for.

Mange af dem havde han da også tilstået. Blandt andet tyveri af en fiskefilet og noget kylling i Kvickly samt hærværk for over 60.000 kroner.

Om den 40-årige vil anke dommen, har han og hans forsvarer nu to uger til at beslutte.