Ville finansiere misbrug: 22-årig får lyndom efter knivrøveri
»Hvis jeg ikke får dem, bliver jeg syg,« forklarede den unge mand i retten.

»Hvis jeg ikke får dem, bliver jeg syg,« forklarede den unge mand i retten.

En række chokerede beboere fik sig en mareridtsoplevelse søndag formiddag på torvet i Nørresundby.
Her blev hele tre personer truet af en 22-årig mand med en ulovlig kniv, da han ville berøve dem ved en hæveautomat.
Manden blev anholdt klokken 10.15 ved det, der blev hans sidste forsøg på at berøve en person på torvet – en time og et kvarter efter at han startede.
Det skriver TV 2 Nord.
Han lykkedes med at røve 1.000 kroner fra den ene person, som gav ham pengene til gengæld for at lægge kniven væk.
De to andre, han forsøgte at berøve, nægtede eller lykkedes med at forlade stedet. Den 22-årige mand blev sigtet for fire forhold – et røveri, to forsøg på røveri og besiddelse af en ulovlig kniv.
Ved Retten i Aalborg blev han idømt et år og tre måneders fængsel – en lyndom, da det egentlig begyndte som et grundlovsforhør.
Han erkendte alle forholdene og fortalte, at han fortrød.
Samtidig forklarede gerningsmanden, at det var et desperat forsøg på at skaffe midler til at finansiere et misbrug af benzodiazepiner.
Et stof, der virker dæmpende på nervesystemet og typisk anvendes mod angst, uro og søvnbesvær.
»Hvis jeg ikke får dem, bliver jeg syg,« lød det.
Under gerningstidspunktet var han påvirket, men han husker det hele.
Den 22-årige mand er dømt for tyveri og vold tidligere i år.
Det anses som en skærpende omstændighed for den dom, han fik mandag.