Han ville fange sin hund, da den var løbet ind i skolegården.

Men det var noget andet eleverne hæftede sig ved mandag middag i frikvarteret på Guldberg Skole på Nørrebro i København.

Manden havde angiveligt en dolk i bæltet. 

I en mail til B.T. bekræfter Københavns Politi hændelsen. Politiet skriver: 

»Mandag kort efter kl. 12 modtog vi en anmeldelse om, at der løb en løs hund rundt i skolegården på Guldberg Skole. To patruljer blev sendt til stedet, og det viste sig, at hunden havde bidt et barn i fingeren og havde bidt i nogle bolde.«

»Vidner fortalte, at ejeren af hunden havde en dolk i bæltet. Vi søgte efter ham i området, men uden held.«

B.T. har set den meddelelse som er blevet sendt til forældrene til skolens femte årgang via beskedsystemet Aula. En besked, som du kan se nederst i artiklen.

Heri hedder det blandt andet:

»Ejeren har løbet rundt efter hunden i gården, har slået den for at den skulle høre efter, og har angiveligt været i besiddelse af en kniv i sin bælte.«

Hunden betegnes som værende legesyg og ikke aggressiv.

»Så vidt jeg kan forstå på eleverne, var de mest forskrækket over ejeren. Klasserne brugte hver især noget tid på at tale om hændelsen efterfølgende,« står der i meddelelsen på Aula. 

»Det kan være rigtig uhyggeligt for nogle at blive mødt af mennesker, der kan fremstå så anderledes fra én selv, men vi talte også om, at han jo i hvert fald ikke havde et problem med nogle af børnene.«

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra ledelsen på Guldberg Skole. 

Foto: Aula
Vis mere