Er tidligere sigtet for bilbrand og fiktivt røveri

En 19-årig mand blev i dag fremstillet for en dommer og fængslet fire uger for at have forsøgt at skyde HA-rockeren Brian Sandberg 29. januar. Skyderiet fandt sted ved højlys dag. To mænd gik hen til baren Joe & the Juice, og skød to gange ind gennem vinduet med en Smith & Wesson pistol.

HA-rockeren blev ramt af fragmenter i ryggen, men overlevede uden varige men. Det samme gjorde de øvrige gæster på den travle juicebar.

Hemmelig anholdelse
Politiet har haft den mulige attentatmand i deres varetægt siden 1 maj.

- Vi har faktisk haft ham siddende et stykke tid. Han blev anholdt 1. maj med en skarpladt pistol, og det fik han dom for i går. I dag bliver han så genfremstillet for drabsforsøget på Sandberg, siger lederen af Københavns Politi særlige bandeenhed, Henrik Svindt til Ritzau.

Men derudover har den 19-årige tilsyneladende også haft travlt med mange andre ting. Sidste år blev han fremstillet i grundlovsforhør to gange. Den ene gang blev han sigtet for brandstiftelse ved at have sat ild til en personbil og en affaldscontainer i en parkeringskælder i Valby i forbindelse med noget gadeuro.

Tre måneder senere blev han sigtet for et "fingeret" røveri i Fakta, hvor han, ifølge sigtelsen, sammen med en ansat i fakta og to andre venner havde stjålet 212.000 kroner.

Den 19-årige blev her til formiddag fremstillet i Københavns Dommervagt og varetægtsfængslet i fire uger.

Politiet har også identificeret medgerningsmanden, som de mener, er i udlandet.

Jønke: Det betyder ikke noget for os
Bt.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Brian Sandberg. Talsmand fra Hells Angels, Jørn 'Jønke' Nielsen ønsker ikke at kommentere anholdelsen af Brian Sandbergs attentatmand.

- Det betyder ikke noget for os, så det har jeg ingen kommentarer til, lyder det fra en kortfattet Jønke.