Ville bare hjælpe på motorvejen: Fuppet af guldsvindler
21-årigt Wolt-bud narret til at hæve 1500 kroner af medlidenhed med tilsyneladende nødstedt familiefar.

21-årigt Wolt-bud narret til at hæve 1500 kroner af medlidenhed med tilsyneladende nødstedt familiefar.

Man skal ikke lade sig lokke af et løfte om guld, når der pludselig står en tilsyneladende hjælpeløs mand og vifter efter hjælp i vejsiden på motorvejen.
Det vidste det 21-årige Wolt-bud Pralay Vugge egentlig godt, men søndag eftermiddag nåede han alligevel at gå i en udspekuleret guldsvindlers fælde på på Motorring 4 ved for København.
»Omkring klokken 15 var jeg på vej mod Brøndby med en levering, da jeg så en Audi med tyske nummerplader holde i nødsporet med havariblinket tændt. Det regnede kraftigt, og jeg så en mand, der signalerede, at han havde brug for hjælp.«
»Derfor stoppede jeg og rullede vinduet ned for at høre, hvad problemet var. Så fortalte han, at han var på vej til Hamburg med sin familie, da han om natten havde mistet sin pung og nu havde brug for kontanter til benzin og sin familie, som sad i Audien,« fortæller Pralay Vugge til B.T.
»Han er lidt mørk i huden og præsenterer sig selv som araber. Samtidig tilbyder han, at jeg kan få hans guldring og en guldkæde i bytte som tak eller sikkerhed, hvis jeg kan hjælpe med lidt kontanter.«
»Jeg svarer, at jeg bare gerne vil hjælpe en familie i nød, men ikke kan tage imod noget fra ham. Jeg vil bare gerne hjælpe, og han sætter sig ind i min bil, hvorefter vi kører mod en pengeautomat i Glostrup, mens hans familie følger efter i Audien.«
»Undervejs lægger han sin 'guldkæde' i bilen og siger, at jeg aldrig må sælge den, selv om den er meget værdifuld. Jeg skal beholde den som et minde om ham.«
Da Pralay Vugge har fået hævet 1500 kroner og givet sedlerne til den tilsyneladende nødstedte man, kvitterer han også ved at give et visitkort tilbage lydende på navnet »Aly Mustafa, Director« med adresse i Berlin.
»Jeg havde nået at få en lille mistanke til mande, og med det samme prøvede jeg at google hans navn, mens han var ved at køre. Straks dukkede der en artikel fra B.T. op, hvor Jens Christiansen i oktober sidste år fortalte om et tilsvarende svindelnummer på Helsingørmotorvejen.«
Her havde gerningsmanden også præsenteret sig med et nærmest tilsvarende visitkort på navnet »Aly Mustafa«, dog med en titel som »Manager« og påstået adresse i Dortmund.
»Manden var nået at køre væk i sin Audi, og da jeg prøvede at ringe op på nummeret fra visitkortet, virkede det ikke. Det gik op for mig, at jeg sandsynligvis var blevet udsat for svindel.«
Derfor måtte han i stedet nøjes med at anmelde hændelsen til Vestegnens Politi.
»Her kunne de kun sige, at jeg ikke var den første, der var blevet fuppet, og at jeg ikke skulle regne med at få en eneste krone tilbage,« lyder det ærgerligt fra Pralay Vugge.
»Da jeg læste jeres tidligere artikel, kunne jeg genkende næsten alle detaljer. Jeg var også blevet sat fuldstændig af, fordi man selvfølgelig som udgangspunkt gerne vil hjælpe nogen i nød.«
»De 1500 kroner er selvfølgelig mange penge, men jeg arbejder næsten hver dag som Wolt-bud, så det er ikke fordi, at jeg mangler noget. Men det er da irriterende, og jeg vil gerne advare andre om svindelnummeret,« siger Pralay Vugge.