En familie fra Hjortshøj fik sig en ganske ubehagelig overraskelse natten til mandag.

Af endnu uvisse årsager opstod der brand i deres villa – og de måtte springe ud fra et vindue for at komme væk fra flammerne.

Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Det var klokken 00.27 natten til mandag, at politi og brandvæsen rykkede ud til branden i Hjortshøj.

»Da politiet kom frem, var huset omsluttet af flammer, men familien på to voksne og to børn var nået i sikkerhed ved at springe ud af et vindue på 1. sal,« lyder det i døgnrapporten.

Alle fire familiemedlemmer blev kørt til skadestuen for at blive tjekket.

De er ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade, oplyser politiet.

»Brandvæsnet fik slukket branden, men huset stod ikke til at redde og brændte helt ned,« oplyser Østjyllands Politi.

Under arbejdet på stedet blev der af sikkerhedsmæssige årsager afspærret et større område omkring huset, da manden, som er jæger, opbevarede noget krudt i sit våbenskab.