Stjålne skijakker til en samlet værdi af op mod 100.000 kroner.
Det er, hvad en skiforretning, der ligger i Rådhusgade i Odder, har mistet i forbindelse med et tyveri.
Således lyder det i Østjyllands Politis seneste døgnrapport.
Tyveriet fandt sted mellem fredag aften klokken 20 og søndag morgen klokken 7, hvor to ruder til butikkens lagerrum angiveligt blev knust.
Ifølge døgnrapporten slap tyvene afsted med skijakker fra mærkerne Tenson og North Face til en samlet værdi af op mod 100.000 kroner.
Det fremgår ligeledes, at politiet sendte en patrulje afsted for at foretage sporsikring og indhente videoovervågning.
På nuværende tidspunkt er sagen fortsat under efterforskning, og der er endnu ikke nogen sigtede i sagen.
Butikken sælger primært tøj og udstyr til skisport.
