Som noget nyt i 2025 fik 17-årige mulighed for at køre bil uden ledsagere i dagtimerne.

Og det kan ses i tallene for, hvor mange af de unge bilister, der er kommet på kant med loven.

I en pressemeddelelse fra Alm. Brand lyder det, at der blev rejst hele 2397 sigtelser mod de unge bilister i 2025 – mere end halvdelen af sagerne handlede om for høj fart.

Tallene viser også en stigning på næsten 40 procent, efter loven trådte i kraft.

Britta Bjerregaard, skadedirektør i Alm. Brand, udtaler, at der er behov for fokus på sikker adfærd blandt unge bilister.

»Når du får kørekort, handler det ikke kun om at kunne køre bil. Det handler også om at opbygge erfaring og lære at håndtere de mange situationer, du møder i trafikken,« siger hun og fortsætter:

»Derfor er det bekymrende, at fart fylder så meget, for høj hastighed øger risikoen markant for alvorlige ulykker. Samtidig ved vi, at unge bilister er overrepræsenterede i skadesstatistikkerne, og derfor er det afgørende, at de får opbygget gode vaner fra begyndelsen.«

Forsikringsselskabet opfordrer derfor til, at unge bilister fortsætter med at have en voksen med i bilen, selvom loven nu tillader, at man kører alene.