Vilde scener udspiller sig i München, hvor politiet har taget særlig sci-fi-lignende udstyr i brug mod droner.

Det sker efter droner lammede München Lufthavn i flere dage.

Ifølge Bild er der tale om et særligt radar- og laseranlæg, som kan opdage og forsvare området mod de mystiske droner.

Den tyske militærekspert Fabian Hinz peger på, at laserteknologi er særlig interessant, fordi den er langt billigere end traditionelle luftforsvarssystemer.

Mens et missil kan koste millioner, kan et laserskud affyres for få kroner– uden brug af ammunition.

»Det gør teknologien økonomisk holdbar i kampen mod billige droner,« forklarer Hinz til ZDF.

Han understreger dog, at »lasere ikke er nogen mirakelvåben«. De kræver stor præcision og enorme mængder energi, og bruges derfor typisk som én del af et større forsvarssystem.

Strandede passagerer sov i terminalen, da droner tvang lufthavnen til at lukke.
Strandede passagerer sov i terminalen, da droner tvang lufthavnen til at lukke. Ayhan Uyanik/Reuters/Ritzau Scanpix

Droneaktiviteten over den tyske lufthavn har allerede haft store konsekvenser. Alene i løbet af de to nætter, lufthavnen måtte lukke strandede over 10.000 passagerer.

Lørdag morgen begyndte lufthavnen gradvist at genoptage driften, men passagerer blev fortsat advaret om forsinkelser.

De mystiske hændelser i München kommer blot en uge efter, at droner også tvang Københavns Lufthavn, Aalborg Lufthavn og Oslo Lufthavn til midlertidigt at lukke.

Politiet undersøger fortsat, hvem der står bag – og om hændelserne kan hænge sammen.