En af de fem kvinder, der har politianmeldt komiker Jonatan Spang, er selv blevet sigtet i sagen. Offeret er Jonatan Spang.

Det erfarer Ritzau, og oplysningen om sigtelsen bekræftes af advokat Julie Stage, der er forsvarer for Jonatan Spang.

»Jeg kan bekræfte, at en af kvinderne, som har anmeldt Jonatan Spang, er blevet sigtet for en række forhold i sagen. Af hensyn til politiets videre efterforskning kan jeg ikke oplyse, hvad sigtelserne går ud på,« skriver hun til Ritzau.

Det var sidste år, at Jonatan Spang blev fyret fra værtsrollen på satireprogrammet 'Tæt på sandheden', efter han blev beskyldt for seksuelle overgreb mod blandt andre en 15-årig pige.

Københavns Politi vil hverken be- eller afkræfte, at endnu en person er sigtet i sagen.

Senere er det kommet frem, at i alt fem kvinder ifølge Ekstra Bladet er gået til politiet med lignende anmeldelser mod Jonatan Spang.

På Instagram skrev Jonatan Spang efter sin fyring, at han ikke genkendte den første kvindes udlægning af sagen, men at han måtte indse, at han havde haft nogle 'usunde' relationer.

Efter anmeldelse nummer to røg han igen til tasterne:

'Jeg er blevet gjort bekendt med nye beskyldninger mod mig. Det er historier og anklager, jeg ikke kan genkende, og jeg har ikke yderligere at tilføje, før politiet har undersøgt anklagerne. Sagernes alvor taget i betragtning håber jeg, at medierne også afventer politiet,' skrev han dengang på Instagram.