En 36-årig mand er lørdag eftermiddag blevet anholdt, efter han stak af fra politiet på en elcykel. 

Det oplyser Københavns Politi til B.T. 

»En af vores motorcykler ser den her elcykel, der kører markant for stærkt. Da han forsøger at standse vedkommende, prøver han at stikke af,« siger Dyre Sønnicksen, vagtchef hos Københavns Politi. 

Politijagten, der involverede flere patruljer, startede lørdag eftermiddag ved Ålekistevej i Vanløse klokken 16.04 og fik sin ende blot 11 minutter efter, da den 36-årige ikke længere kunne undslippe politiet. 

»Han kørte først op ad Ålekistevej og dernæst ind i buskadser. Det var både på veje og stier,« oplyser vagtchefen. 

Manden er efter sin ulovlige cykeltur blevet anholdt, og Københavns Politi skal nu finde ud af, hvad han skal sigtes for. 

Vagtchefen oplyser, at der ikke er præcise målinger af den hurtige fart, men understreger, at manden har kørt markant for stærkt.