En motorcyklist gav den søndag lidt for meget gaspedal i Skive, og det fik en patruljevogn til at sætte efter.
Her spottede man, at motorcyklen ej heller havde en nummerplade, og udrykningen blev aktiveret for at stoppe motorcyklen, skriver TV Midtvest.
Men motorcyklisten havde andre tanker, og en regulær jagt blev sat ind.
Det lykkedes motorcyklen at køre fem kilometer med patruljen bag sig, inden han kørte ind på Røding Skole.
»Her bringer patruljen ham til standsning ved en kontrolleret påkørsel i skolegården,« fortæller politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive til lokalmediet.
Påkørslen gjorde, at motorcyklen ikke kunne køre videre, men det stoppede ikke føreren, som forsøgte at løbe fra stedet til fods.
Men efter blot nogle få hundrede meter blev han standset og anholdt.
Motorcyklen blev beslaglagt, og der venter nu et retligt efterspil, da han heller ikke havde førerret.

