Vild J-dag: Politi uddelte 35 sigtelser
Østjyllands Politis færdselskontrol resulterede i adskillige sigtelser.

Østjyllands Politis færdselskontrol resulterede i adskillige sigtelser.

J-dag er i forvejen kendt for at være en til tider kaotisk aften.
For når juleøllen frigives den første fredag i november, følger politianmeldelser og sigtelser som regel også med.
Dette år var ingen undtagelse.
Her var Østjyllands Politi på færdselskontrol, hvilket resulterede i hele 35 sigtelser, skriver TV 2 Østjylland.
Flere bilister blev blandt andet sigtet for at køre for stærkt, mens otte cyklister blev taget i at køre uden lys.
Derudover blev en taxachauffør i Aarhus Nord anholdt, efter at han blev testet positiv for kokain.
Betjentene havde stoppet chaufføren, fordi de vurderede, at han kørte usikkert. En blodprøve skal nu afgøre, om chaufføren faktisk havde kokain i blodet.
De øvrige sigtelser omfattede blandt andet brug af håndholdt mobiltelefon, manglende sikkerhedssele, cykling over for rødt lys og kørsel på elløbehjul uden hjelm.