To 24-årige mænd fra Køge og Kastrup stak af til fods fra politiet efter en hæsblæsende biljagt fra Herfølge på Midtsjælland til Dalby i Sydsjælland torsdag eftermiddag.

- Vi har en patruljebil, der får øje på en Audi personbil, der tidligere på dagen var blevet stjålet på Amager. Da politiet gjorde tegn til, at den skulle standse gassede de to unge mænd i stedet op, og vi satte efter dem, siger kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi Simon Schwaner.

Bilen kørte i høj fart ned ad flere veje med politibilen i hælene og endte helt i Dalby, hvor den kolliderede med en 32-årig kvinde fra Fakse Ladeplads i en personbil, som måtte køres til Køge Sygehus med mindre skader.

Men det fik ikke de to til at stoppe op, og de fortsatte deres vilde færd. Til sidst forsøgte de at stikke af til fods, hvor politiet dog nåede at indhente dem, og de blev anholdt.

- På grund af den høje fart og det glatte føre, måtte politiet flere gange følge efter bilen på afstand, men fik god hjælp fra flere borgere i området, der viste hvilken vej den var kørt og hjalp den 32-årig kvinde i den påkørte bil, siger Simone Schwaner.

De to 24-årige er blevet løsladt efter afhøringen.