Lyt til artiklen


I borgerforslaget bliver metoden kaldt en milepæl i drabsefterforskning. Et regulært gennembrud.

»Faktisk er det så banebrydende, at vi med vores erfaring på området godt tør garantere, at politiet kan opklare ældre og fremtidige drabssager med dette værktøj som hovednøglen,« lyder påstanden.

Lige nu er metoden dog ikke tilgængelig for dansk politi. Men det vil drabsefterforsker Martin Wittrup Enggaard og fem af hans kollegaer ændre på.

De vil have genetisk slægtsforskning ned i den værktøjskasse, politiet bruger, når de skal opklare eksempelvis drabs- og voldtægtssager.

Derfor har de altså nu – som privatpersoner – stillet et borgerforslag.

Sammen sigter de efter de 50.000 underskrifter, der betyder, at Folketingets politikere er nødt til at tage stilling.

Men hvad er så genetisk slægtsforskning? Det er lidt teknisk at forklare, erkender holdet bag borgerforslaget, men forsøger alligevel:

»Hvis politiet har en dna-profil fra gerningspersonen, som ikke kan identificeres via politiets traditionelle dna-register, kan man med en slægtssøgning få et bud på en række slægtninge til vedkommende.«

Herefter kan man med hjælp fra blandt andet kirkebøger udarbejde et stamtræ.

»På et tidspunkt vil man ramme de fælles forfædre, som også vil være forfædre til gerningspersonen. Arbejdet består herefter i at udfylde stamtræet fra de fælles forfædre og frem til nutiden.«

Og i nutiden finder man så den formodede gerningsmand, hvis dna man vil indhente – enten frivilligt eller på baggrund af en sigtelse – og så sammenligne med sporene fra gerningsstedet.

Er der match, er der bevis. Og det er det, politiet vil bruge i en retssag.

I borgerforslaget foreslår man en dansk database baseret på frivillighed. Hvor borgere selv skal stille op til mundskrab – og altid trække deres samtykke tilbage.

Samtidig lyder det i forslaget, at borgerne vil få lovning på, at deres dna-profiler udelukkende vil blive brugt til sammenligning og genetisk slægtsforskning i de mest alvorlige sager.

Altså sager som drab og voldtægt – og hvor man står med uidentificerede lig.

»Jeg mener ikke, der er nogen argumenter for ikke at tage det i brug. Jeg er snarere bekymret for, at vi ikke gør det,« fortæller drabsefterforsker Martin Wittrup Enggaard til B.T., som de kommende uger vil sætte fokus på netop genetisk slægtsforskning.

Hvordan kan det bruges? Hvordan er det blevet brugt i udlandet? Og hvilke etiske dilemmaer har der været forbundet med værktøjet?

Artikelserien bliver indledt i weekenden, hvor du kan læse et stort interview med manden bag initiativet.

Derudover forsøger vi naturligvis at indhente politiske reaktioner: Vil Folketinget være villige til at undersøge mulighederne for det værktøj, som af nogle bliver sammenlignet med fingeraftrykket?