Du har muligvis her i vinterperioden prøvet at sætte dig ind i en kold bil med duggede ruder, når du om morgenen skal køre på arbejde.

Men kører du afsted, før duggen er væk, kan det koste dig dyrt.

Det advarer anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi om på Twitter.

Der har man delt et billede af en forrude, der netop er dugget så meget til, at det er svært at se ud:

»At køre med sådan en forrude er ikke alene trafikfarligt,« lyder det fra anklagemyndigheden, som tilføjer:

»Det kan også koste en betinget frakendelse af kørekortet og en bøde på 2.500 kroner.«

Og sådan lød dommen over en 39-årig mand, der en januardag med frost i luften blev stoppet af en færdselspatrulje i Ishøj, hvor han kørte rundt.

Billedet, som politiet har delt, er taget i den forbindelse af en politibetjent, der afhørte manden.

»Den 39-årige mand tog betænkningstid i forhold til eventuelt anke,« oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.