Kort før klokken 17.30 torsdag aften var Matas i Brørup udsat for et væbnet røveri.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en myndighedsmeddelelse.

I meddelelsen hedder det, at en mand ved fremvisning af pistollignende genstand truede sig til udlevering af mindre kontantbeløb fra kassen.

Gerningsmanden undløb efterfølgende i vestlig retning via en p-plads mod Superbrugsen.

Manden beskrives som værende 22 til 26 år, 175 til 180 centimeter høj, og er spinkel af bygning. Han var iført sort jakke med hætten trukket op over hovedet, sort hjelmhue, halsedisse trukket op for ansigtet samt mørke joggingbukser.

Han medbragte sort pistol, der var placeret ved bukselinningen. Han talte dansk uden accent.

Beboere i området anmodes om at gennemgå eventuel udendørs videoovervågning – herunder også i køretøjer.

Har man oplysninger til sagen, kan politiet kontaktes på 114.