Syd- og Sønderjyllands Politi søger vidner i forbindelse med et uheld af alvorlig karakter i Bylderup Bov.
Det fortæller Ole Aamann, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Uheldet skete lørdag aften ved 19-tiden på Slogsgaden.
»En mand hørte et brag, og så fandt han en knallertkører liggende på jorden udenfor sin indkørsel,« siger vagtchefen.
»Knallertkøreren er en 25-årig mand fra Tinglev. Han havde ikke nogen hjelm på, og han var kommet svært til skade. Han var bevidstløs og blev fløjet til hospitalet i Odense.«
Søndag morgen har politiet ikke hørt nyt om knallertkørerens tilstand, men trods efterlysning af vidner lørdag aften, har man ikke hørt fra nogen endnu.
»Vi mangler stadig at høre fra nogle, der eventuelt kan have set noget. De skal have befundet sig omkring Slogsgaden i Bylderup Bov ved 19-tiden lørdag aften,« siger vagtchefen.
De pårørende er underrettet.