Der var 'blod over det hele', da Kirsten Lisbeth Bjødstrup kiggede ud af sit vindue torsdag morgen, efter at have hørt skud.

Udenfor hendes hjem i Kastrup lå den mand, som politiet mistænker for at stå bag onsdag aftens skyderi på Christiania, som sårede to betjente og en udenlandsk person. Det fortæller hun til BTs mand på stedet.

Manden, der ifølge politiet er omkring de 25 år og er kendt af politiet, var efter skyderiet flygtet ud til en adresse i Kastrup, som politiet torsdag morgen omringede. Da de råbte manden an, forsøgte han at flygte fra stedet.

Med sig havde han et våben, og det førte til en kort skudafgivelse med politiet. Den mistænkte mand blev ramt af skuddene og er lige nu indlagt i 'kritisk tilstand'.

Foto: Uffe Weng
Vis mere

Det var tre af de skud, Kirsten Lisbeth Bjødstrup hørte, da hun sad og drak sin morgenkaffe og spiste morgenmad med sit barnebarn.

Da hun forsigtigt kiggede ud af sit vindue, så hun den mistænkte mand ligge skudt skråt neden for opgangen. Han lå halvt inde i en busk, iført en mørkeblå trøje med hætten om hovedet.

»Der var blod over det hele, og han var helt hvid i hovedet,« siger hun.

Ved siden af manden lå en pistol, og rundt om ham stod flere folk fra politiet, som gav ham førstehjælp. Efter tyve minutter blev han båret væk fra gaden. Derefter blev der spærret af i området, og ingen må komme hverken ud eller ind af opgangene i nærheden.

»Vi synes, det er kommet lige lovlig tæt på, men vi følte alligevel, at vi var trygge i situationen,« siger Kirsten Lisbeth Bjødstrup.

Foto: Uffe Weng
Vis mere

Også flere andre hørte skuddene i de tidligere morgentimer. En af dem var Majbritt Petersen, som bor tæt på, hvor den mistænkte mand blev skudt. Efter at have hørt skuddene, gik hun ud på sin terrasse, hvorfra hun kunne se en mand ligge på jorden.

Ifølge hende så det ud til, at politiet holdt ham nede, før de efter noget tid bar ham ind i en opgang.

»Der lå en masse blod rundt om ham,« siger hun til BTs mand på stedet.

Der efterforskes lige nu videre i sagen, og Den Uafhængige Politiklagemyndighed er underrettet og overtager efterforskningen.

Derudover ønsker politiet ikke at fortælle mere om anholdelsen.

»Vi kan ikke kommentere yderligere på tingene lige nu,« siger politikommissær ved Københavns Politi, Lars Krabbe, til BT.

De to betjente og den civile person blev ramt af skud, da betjentene forsøgte at anholde en mand på Christianias Pusher Street. Men manden hev en skjult pistol frem og skød dem.

Den ene betjent blev ramt i hovedet, mens den anden betjent og den civile person blev ramt i benet. Betjenten, der blev ramt i hovedet, er indlagt i kritisk tilstand, mens de to andre er uden for livsfare.

Foto: Uffe Weng
Vis mere