På vej hjem fra et fitnesscenter blev en 24 årige kvinde tirsdag aften i Viborg passet op af en mand.

Ifølge TV MIDTVEST bemærkede kvinden, at hun blev forfulgt. Pludselig lagde manden, ifølge kvinden, begge sine hænder på hendes bagdel.

Kvinden gjorde det med det samme klart for manden, at hun ikke var interesseret i at blive berørt af ham.

Manden stak af, men dukkede op igen senere, hvor han lavede et tegn til kvinden med den ene hånd.

Til TV MIDTVEST fortæller Peter Søndergaard, der er politikommissær ved Lokalpolitiet i Viborg:

»Hun oplever, at han er villig til at betale hende nogle penge.«

Politiet efterlyser nu vidner til både det første møde, i Toldbodgade, og det andet møde i Jernbanegade.

Manden beskrives som asiatisk af udseende. 18-25 år. 165-170 cm høj. Spinkel af kropsbygning og iført sort trøje/jakke og lyse bukser.

Politiet kan kontaktes på 1-1-4.