Opdateret klokken 11.57: En person meldes død, mens en anden ifølge Københavns Politit er i livsfare.

Den ene af de to mænd, der tirsdag formiddag blev ramt af skud i Københavns Byrets afdeling for fogedsager i Hestemøllestræde 6 ved Rådhuspladsen i København, blev hårdt såret af et skud i armen.

Det fortæller et vidne, som bt.dk's mand på stedet talte med kort efter episoden.

Vidnet, Adam, fortæller, at han så en mand med tatoveringer liggende og bløde slemt fra et større skudsår i armen.

Læs også: Drama i København: Død efter skud i retten

Læs også: Mange skud affyret - to skudt ned i retten i København

- Jeg var i nærheden af gerningssstedet, da jeg hørte det første skud. Da jeg løb ud på gaden, kunne jeg se en mand liggende såret på fortovet ud for fogedretten i Hellemøllestræde.

- Jeg løb hen til ham og forsøgte at give førstehjælp og berolige ham, indtil hjælpen nåede frem, fortæller den stærkt chokerede mand til bt.dk.

Kort efter klokken 10 tirsdag formiddag blev der affyret adskillige skud i eller ved Fogedretten i København. To mænd blev ramt af skuddene fra et oversavet jagtgevær, og den hårdest sårede blev kort efter kl. 11 meldt død, da akutbehandling på Traumecenteret på Rigshospitalet viste sig forgæves.

Det andet skudoffer, der blev ramt i armen, meldes tirsdag formiddag i livsfare.

Vidner fortæller til bt.dk., at de har hørt fem til seks skud blive affyret i Foedretten i Hestemøllestræde, og at opskræmte mennesker derefter løb ud af retten. De løb i sikkerhed ad Farvergade op mod Rådhuspladsen.

Et vidne fortæller til bt.dk, at han har set den formodede gerningsmand blive pågrebet og iført en hvid beskyttelsesdragt. Ifølge eb.dk blev den anholdte mand af politiifolk med trukne tjenestepistoler truet til at overgive sig i Vester Voldgade og give slip på en medbragt pose, hvor det oversavede haglgevær befandt sig.

- Slip posen eller jeg skyder, råbte en af politifolkene angiveligt til den anholdte, der lagde sig ned på knæ og overgav sig uden yderligere dramatik.

Trods anholdelsen var politiet dog i første omgang ikke 100 procent sikker på, at der ikke kunne være tale om en eller flere yderligere gerningsmænd. Derfor blev et svært bevæbnet indtrængningshold med bl.a. skudsikre veste og hjelme efterfølgende sendt ind i retsbygningen, og afspærringsområdet blev udvidet af hensyn til sikkerheden.

Samtidig gik civile politifolk i gang med afhøre øjenvidner på stedet.