Et månedligt medlemsgebyr, skat på hashsalg og en belønning på 50.000 kr. for drab.

21-årige Hussain Ali lagde ikke fingre imellem, da han onsdag var indkaldt som vidne i forbudssagen mod banden LTF.

I Københavns Byret fortalte han i detaljer, hvad hans skuddræbte kammerat Ari Hussein før sin død angiveligt havde fortalt ham om det velorganiserede liv som kriminel i grupperingen Loyal To Familia.

Hussain Ali har ikke selv været medlem af LTF, men anklagemyndigheden havde indkaldt ham som vidne i retssagen, der handler om, hvorvidt banden skal forbydes permanent.

Som B.T. har kunnet fortælle, frygter han, at hans vidneudsagn kan koste ham livet, men han nægter at lade sig skræmme.

Han var da også tæt bevogtet af uniformerede politifolk helt ind til vidneskranken.

Da dommeren bad de to stående betjente om at sætte sig ned under retsmødet, kunne de dårligt få plads i de smalle kontorstole på grund af deres pistolhylstre i bæltet.

Som vidne fortalte Hussan Ali, at han havde fået kendskab til spillereglerne gennem sin gode ven Ari Hussein, inden han blev dræbt af skud i Valbyparken i marts 2018.

»Han fortalte, at alle i LTF er organiseret, så de skal betale til en fælles konto. Fuldgyldige medlemmer betaler 2500 kr. hver evig eneste måned, mens prøvemedlemmer slipper med 1500 kr. Pengene går blandt andet til de brødre, der er inde og sidde,« forklarede han.

»Så når de kommer ind for kriminalitet i LTF-ærinde, skal de have det godt. Han (Ari, red.) brugte ikke ordet kontingent, men et månedligt gebyr, som skulle betales – ellers ville det få konsekvenser,« lød det fra Hussain Ali.

Ari Hussein skulle også have fortalt, at en del af udbyttet fra indbrud, røverier og afpresning skulle gå til LTF.

Til gengæld skulle det blive belønnet med 50.000 kr., hvis man skød et andet menneske.

»Han sagde, at han vidste rigtig mange ting. Han havde noget på alle – altså hemmeligheder. Han var en nomade, der hoppede fra afdeling til afdeling,« fortalte vidnet om Ari Hussein, som ifølge politiet formentlig blev dræbt, fordi han ønskede at forlade LTF.

Advokat Michael Juul Eriksen, der repræsenterer LTF i retssagen om forbuddet, satte dog i retten store spørgsmålstegn ved Hussain Alis viden og vidneudsagn.

Blandt andet undrede advokaten sig over, at han ikke straks anmeldte til politiet, at han på et tidspunkt fik holdt en springkniv for struben på toilettet på en bar i København.

Her skulle gerningsmanden have sagt: »Hvis du vidner om LTF-forretninger, så skærer jeg hovedet af dig.«

»Har du noget formål med at afgive forklaring her i dag,« ville Michael Juul Eriksen gerne vide.

»Mit formål er, at jeg har fædrelandskærlighed. LTF er en voldsom bande, og jeg føler, at det er min pligt at sige det, som jeg ved,« lød svaret fra Hussain Ali, der konstant bærer på en overfaldsalarm, som han også viste frem i vidneskranken.

Han lægger ikke skjul på, at han ikke bryder sig om LTF, og det ytrer han sig også om på Facebook, hvor han har over 12.000 likes på sin side.

Der er planlagt yderligere ni retsdage i forbudssagen.