Peter Madsen var 30 sekunder om at sænke sin undervandsbåd og virkede rolig, fokuseret og koncentreret, da han blev reddet. Det fortæller et mandligt vidne, der var med til at fiske ubådsbyggeren op af vandet.
Vidnet er en midaldrende mand med gråt hår. Han er iført blå jeans og mørkeblå hættetrøje. Om morgenen 11. august sejlede vidnet sammen med nogle kammerater mod Stevns Klint for at dykke. Langt væk fik de øje på Peter Madsens ubåd, som en af kammeraterne havde læst var meldt savnet.
»Vi tænker: Nej hvor er det fedt, den er fundet og sejler videre mod Stevns, men så kommer vi til at tale om, at bare fordi vi har set den, er det ikke sikkkert den er fundet,« fortæller vidnet.
Kammeraterne ringede til politiet, der bad dem sejle hen til ubåden. På det tidspunkt var en helikopter allerede i luften over stedet.
»Da vi nærmer os ubåden, kommer Peter Madsen op i tårnet. Vi spørger om han er okay. Han siger ja, og spørger om vi kan blive i nærheden af båden, for han skal lige prøve noget, der godt kan være lidt farligt. Og så går han ned i tårnet. Han er dernede i 30 sekunder. Så kommer han op igen. Han giver os tegn til, at ubåden er på vej ned. Vi kan se, at den bagerste luge er åben, og da den kommer ned over begynder det at boble. Det tager ubåden 20 sekunder at synke, og da den forsvinder springer Peter Madsen fra tårnet ned i vandet,« fortæller vidnet.
Vidnet smed et reb ud til den skibsforliste ubådskaptajn, der straks fik fat i rebet og gik i armgang hen til vennernes båd. Da han kom ombord, virkede han rolig, koncentreret og fokuseret.
Vidnet tilbød ham både tørt tøj og en telefon, så han kunne ringe til sine nærmeste, men begge dele afviste ubådsbyggeren.
»Peter Madsen virkede ikke rystet. Han var den, der var mindst rystet af os. Han sagde flere gange "jeg har lige brug for at gå ind i mig selv". Så sad han og kiggede ud over vandet og man kunne nærmest se læberne bevæge sig,« fortæller vidnet.
Vennerne tilbød Peter Madsen en bitter. Da han tog imod den rystede han lidt på hænderne, men ellers virkede han ikke chokeret.
De fik kontakt til Søværnets Operative Kommando, der bad dem stille Peter Madsen nogle spørgsmål.
»Da vi blev ringet op af SØK fik vi at vide, at vi skulle spørge om han var alene på båden. Han sagde ja. Vi skulle spørge hvor den kvinddelige journalist var. Han svarede, at hende havde han sat i land på Refshaleøen.«
»Hvordan kom det svar?,« spørger anklager Jakob Buch-Jepsen.
»Det kom promte. Der var en bemærkelsesværdig mangel på undren. Hvis man havde sat en person af klokken 22:30 havde man nok spurgt: Hvorfor spørger i om det. Er der noget galt?,« fortalte vidnet.
Kammeraterne sejlede Peter Madsen i land, hvor han blev modtaget af politiet og kørt til afhøring.
