Tekniske problemer med videoforbindelse til Libanon. Kostbar tid går tabt, siger irakeres advokat.

København. Danske soldater havde kontrollen, da irakiske militsfolk anholdt et stort antal personer i det sydlige Irak for mere end 13 år siden.

Det bestemte indtryk havde en lokal mand, der ikke blev taget med, fortæller han tirsdag i Østre Landsret.

Her skal dommere afgøre, om Forsvarsministeriet var medansvarlig for den tortur, som 23 tilfangetagne siger, at de blev udsat for.

Vidnet så mange fra sin klan blive kørt væk, da militæroperationen Green Desert i november 2004 udspillede sig nær Basra, siger han fra den danske ambassade i Beirut. Via video er der forbindelse til retten i København.

- Jeg forstod situationen sådan, at de danske styrker havde kontrollen. Det kunne man se med det blotte øje, forklarer vidnet, som dengang ejede en fiskerbåd.

Danske og britiske soldater var til stede, da militsfolkene, der er shia'er, gik i aktion en tidlig morgen. De havde bildt danskerne ind, at de lokale var terrorister, mener han.

- De havde et meget dårligt ry. De havde stået for drab i vores område, og de havde vores sekt, som er sunnimuslimer, som mål. De havde skabt terror, siger manden om militsen.

Han bekræfter, at militsen var kendt for at mishandle folk, der blev taget til fange. Anholdte blev hængt op i benene og slået, forklarer han ledsaget af fagter.

Under operationen på gaden i landsbyen så han ikke tilfælde af vold, forklarer vidnet.

- Militsfolkene udførte ikke vold lige foran danskerne og briterne, for de vidste, at de ikke ville acceptere det, siger han. Normalt var der stor frygt for de maskerede militsfolk.

- Vi blev beroliget, da der var britiske og danske soldater med, siger vidnet.

Han hjalp til med kørslen tilbage, da nogle af de tilfangetagne tre måneder efter kom fri fra et berygtet fængsel. Løsesummen var 30.000 dollar. De havde mærker efter tortur og var psykisk påvirkede, lyder det.

Tidligere er der foretaget afhøringer via video til New York, Canberra, Riyadh og Kairo. Landsretten har besluttet, at de irakiske sagsøgere og andre ikke skal rejse til København, hvilket deres advokater har protesteret imod.

- Vi har ikke haft mulighed for at tale med vidnet. Vi er utilfredse med det, der foregår, siger advokat Christian Harlang blandt andet.

Tirsdag er der ligesom tidligere teknisk knas på forbindelsen, så der mistes i alt cirka 50 minutter. Dette tager kostbar tid fra sagsøgerne, understreger advokaten.

Forsvarsministeriet har sagt, at retssagen kan få betydning for fremtidige danske udsendelser af soldater. Ministeriet kræver frifindelse.

Tirsdagens retsmøde er det 28. i en lang række. Landsrettens dom ventes i forsommeren.

/ritzau/