En 26-årig kvinde fortalte tirsdag, hvem hun havde været med til at levere bunker af kokain til.

I flere år har kvinden ikke fortalt, hvad hun sammen med sin kæreste havde med i et hemmeligt rum i en sort Audi A6 fra Tyskland til Danmark på i alt ni ture i 2019.

Men i det store retslokale A i Københavns Byret følte kvinden sig endelig fri til at fortælle sandheden.

»Vi kørte med kokain,« startede hun med at fortælle.

Sammen med sin daværende kæreste kørte den lettiske kvinde ni ture til hovedstadsområdet for at levere kokain. Hun fortalte, at de havde mellem 15 til 20 kilo narko med hver gang. (Foto: 50090 Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix)
Sammen med sin daværende kæreste kørte den lettiske kvinde ni ture til hovedstadsområdet for at levere kokain. Hun fortalte, at de havde mellem 15 til 20 kilo narko med hver gang. (Foto: 50090 Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix) Foto: Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix
Vis mere

Kvinden, som i B.T.s podcast 'Copenhagen Narcos' bliver kaldt for Stripperen, vidnede tirsdag i en af danmarkshistoriens største narkosager.

Her sidder ni formodede hovedmænd tiltalt for samlet 37 alvorlige tiltalepunkter, der sammenlagt handler om indsmugling og salg af omkring 400 kilo kokain.

Sagen bliver betegnet som hovedsagen i Operation Sixpence, der allerede har kostet over 150 års fængsel til andre dømte.

Specialanklager Jelena Vestergaard Hansen fra politiets National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) spurgte kvinden, hvorfor hun ikke tidligere har fortalt om kokainen.

»Jeg var bange og frygtede ham (hendes nu tidligere kæreste, red.),« forklarede den spinkle kvinde, der tørrede tårerne væk fra sine kinder med små servietter, mens hun talte lavmælt.

9. oktober 2020 blev kvinden idømt ti års fængsel for indsmugling af 162 kilo kokain.

Her fortalte hun, at hun kørte turene sammen med sin tidligere kæreste, men at det var under tvang, da han angiveligt tæskede hende. Dengang røbede hun intet om kokain.

Forskellen, ifølge kvinden, fra dengang til i dag skal findes i Kosovo.

Her blev hendes tidligere kæreste anholdt for et stykke tid siden.

»Ja,« svarede den 25-årige kvinde, da Jelena Vestergaard Hansen spurgte, om det var kærestens anholdelse, der fik hende til at fortælle sandheden.

»Det er fordi, at X (navnet på manden, der endnu ikke er dømt og derfor ikke bliver nævnt ved navn, red.) er blevet anholdt i Kosovo,« lød svaret fra den lettiske kvinde.

Under afhøringen nærmest hviskede kvinden sine svar til en tolk, der kunne oversætte til dansk.

Kort forinden bekræftede hun, at hun sammen med den tidligere kæreste mødtes fire gange med en skaldet mand på cykel, når de kom til København med kokainen.

Var det denne mand, som I mødtes med, spurgte anklageren og viste et billede fra en politiovervågning af en skaldet mand med en sort rygsæk og blå jakke.

»Ja,« svarede hun igen.

På anklagebænken omkring to meter fra kvinden sad en skaldet mand med hvid T-shirt. Han var efter politiets opfattelse den mand, der cyklede hen til Audien.

Det er politiets opfattelse, at han var en af hovedmændene i sagen. Han er tiltalt for over 175 kilo kokain, der blev solgt videre til brugere i primært københavnsområdet i 2019-2020. 

Han nægter sig skyldig og har ikke ønsket at udtale sig efter sin anholdelse – heller ikke under retssagen.

Hun forklarede videre, at hun så manden putte over fem pakker ned i sine medbragte rygsække, inden hun blev bedt om at kigge væk af kæresten. Men hun hørte, at de lagde flere blokke ned i taskerne fra bilens hemmelige rum.

Rum, som tysk politi senere fandt i de to sorte Audi A6 under en ransagning. De blev åbnet ved at tænde for sædevarmen, hvorefter man kunne starte en låsemekanisme på en lille fjernbetjening.

Efter sin vidneforklaring blev kvinden ført væk af seks politibetjente i civiltøj med skudsikre veste.

Selve hovedsagen mod de ni formodede hovedmænd i Operation Sixpence-komplekset fortsætter i de kommende måneder med i alt 37 planlagte retsmøder. Dommene forventes først at blive afsagt til november.

B.T. følger sagen.

Lyt til B.T.s podcast 'Copenhagen Narcos', hvor bagmanden og stripperens historie bliver fortalt, her eller, hvor du plejer at lytte podcast: