»Hil Københavns Politi. Hil indsatslederen for denne fantastiske nazistiske indsats.«

Ordene gjalder ud af en højttaler, som tilhængere af partiet Stram Kurs har medbragt til en demonstration på Nørrebro.

Det er partiets leder Rasmus Paludan, der råber ordene ind i en mikrofon. Han er iført mørkeblå jakke og grå sixpence-kasket.

Kort tid forinden har selv samme indsatsleder truet med at lade Rasmus Paludan anholde, hvis ikke han forlader Nørrebro.

»Det næste, der kommer til at ske – og det ved du også godt, når du kender politiloven – det er, at du bliver anholdt,« siger indsatslederen i en kaotisk video, optaget af Local Eyes.

Når Rasmus Paludan demonstrerer på eksempelvis Nørrebro, sker det under massiv politibeskyttelse. Og tirsdag var ingen undtagelse.

Københavns Politi rykkede ud med droner, pansrede køretøjer og et stort antal betjente for at beskytte partilederen.

I videoen får Rasmus Paludan et påbud fra indsatslederen om at forlade området ved Blågårdsgade, men det retter han sig ikke efter.

Rasmus Paludan har set sig ond på politiet. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Rasmus Paludan har set sig ond på politiet. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

I stedet håner han politilederen foran sine tilhængere, der med kameraer optager diskussionen med politimyndigheden og livestreamer den på Facebook.

Til sidst giver indsatslederen Rasmus Paludan en advarsel om, at han vil blive anholdt, hvis ikke han retter sig efter politiets anvisning.

»Rasmus Paludan, du skal nu forlade Nørrebro,« lyder det bestemt fra indsatslederen.

»Prøv at se, det er en politistat,« råber Rasmus Paludan derefter til sine tilhængere.

Rasmus Paludan forsøgte i maj 2019 at blive valgt til Folketinget.
Rasmus Paludan forsøgte i maj 2019 at blive valgt til Folketinget. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Mens Rasmus Paludan og hans følge går tilbage ad Nørrebrogade, bliver de passet op af en person på en ladcykel med en stort stereoanlæg. Rasmus Paludan forsøger flere gange – uden held – at få politiet til at anholde cyklisten.

Det hårdt trængte danske politi har brugt omfattende ressourcer på at beskytte partilederens liv.

En opgørelse fra Rigspolitiet har vist, at politiet fra 1. januar til valgdagen 5. juni 2019 har brugt 100 millioner kroner på at sikre, at Rasmus Paludan har kunnet demonstrere og deltage i arrangementer rundt om i landet.

Siden har Rasmus Paludan afholdt talrige demonstrationer – ikke mindst på Nørrebro – og derudover har politiet haft omfattende udgifter til 24 timers PET-beskyttelse, safe-houses og koordinering af politiets mange indsatser omkring partilederen.

Rasmus Paludan mandsopdækket af politiet i forbindelse med en demonstration i Fælledparken i København, onsdag den 1. maj 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Rasmus Paludan mandsopdækket af politiet i forbindelse med en demonstration i Fælledparken i København, onsdag den 1. maj 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Alligevel har Rasmus Paludan et yderst anstrengt forhold til ordensmagten.

I maj afslørede Berlingske, at Rasmus Paludan har bedt om aktindsigt i mindst 81 politifolks personaleoplysninger og kørt 18 klagesager mod konkrete betjente. Ingen har sagerne har han fået medhold i.

Takket være en ulovlig metode samlede Rasmus Paludan underskrifter nok til at stille op ved folketingsvalget 2019. Han kom ikke ind, men får 33 kroner for hver stemme, hvilket med 66.093 stemmer løber op i et årligt statsligt tilskud på 2.181.069 kroner.

B.T. ville gerne have spurgt Rasmus Paludan, hvorfor han kalder en person, der forsøger at beskytte ham, for nazist, men en omstillingsdame oplyser, at Rasmus Paludan ikke tager sin telefon. Københavns Politi har ikke ønsket at kommentere tirsdagens demonstration.