Lige nu florerer en video på sociale medier, hvor man kan se et voldsomt verbalt overfald, der fandt sted ved metroen på Nørreport Station natten til torsdag.

Her står en rengøringsmand i blå vest og vasker gulv, intetanende, da en mand pludselig siger »sorte svin« og sparker til hans gulvspand.

Man kan høre, at rengøringsmanden stille mumler »what the fuck,« og det tænder tilsyneladende den sparkende mand helt af.

Han vender rundt på hælen og går op i hovedet på rengøringsmanden, mens han siger »hvad siger du?« og råber, »hvad? Hvad? Hvad er det, du siger, din …«

Og så sparker han til gulvspanden, så vandet sprøjter ud på gulvet. Og bliver ved med at råbe

»Hvad så? Hvad er der?«

B.T. har været i kontakt med kvinden, der filmede episoden. Hun fortæller, at hun tog sin telefon frem og begyndte at filme, fordi manden i klippet og en anden mand forinden gik og provokerede folk på stationen.

Efter man i videoen hører den aggressive mand råbe, slår han moppen ud af hænderne på rengøringsmanden og sparker endnu en gang til hans gulvspand.

Denne gang endnu hårdere end før, så det ubehagelige verbale overfald nu foregår midt i en pøl.

Rengøringsmanden forsøger at trække sig, men den råbende mand med sort jakke og sort hue på hovedet følger ham og råber ham fortsat op i hovedet:

»Hvad så? Hvad så?«

Da den angrebslystne mand til sidst bevæger sig væk, går han hen imod kvinden bag kameraet, som man kan høre sige, »call the police.«

Det hører overfaldsmanden og siger konfronterende, »hvad er det, du siger, call the police?«

Og så slutter videoen brat, med at man ser en rystende telefon.

Kvinden, der optog videoen, fortæller, at rengøringsmanden var tydeligt påvirket og stod og rystede efter episoden.

B.T. har været i kontakt med Metro Service, der henviser til deres eksterne rengøringsfirma KN Rengøring, hvor manden er ansat.

Direktør i KN Rengøring Lasse Andersen bekræfter over for B.T., at manden, der blev verbalt overfaldet i natten til torsdag, er en af deres ansatte.

»Vi har talt med ham efter episoden. Han har det godt, men han synes, det var en utrolig ubehagelig oplevelse,« siger Lasse Andersen.

Han fortæller, at de skal mødes med rengøringsmanden torsdag aften klokken 20.

»Her kommer vi til at tilbyde ham noget psykologhjælp. Og derudover indkalder vi alle medarbejdere til krisehåndteringskursus, så hvis noget lignende skulle ske igen, så er de forberedt.«

Direktøren i KN Rengøring så selv videoen tidligere torsdag og roser den ansatte.

»Jeg synes, han håndterer det med en utrolig ro. Det vil jeg virkelig gerne rose.«

Lasse Andersen fortæller, at KN Rengøring torsdag har anmeldt episoden til politiet.