Små piger i alderen fem-ni år var de foretrukne ofre, når en nu 38-årig kok igen og igen var på spil som blotter.

Takket være gamle dna-spor fra de gerningssteder, hvor han havde haft sædafgang, tiltalte Københavns Vestegns Politi ham for sammenlagt otte tilfælde af blufærdighedskrænkelse mod í alt 13  småpiger i årene 2010-2020.

Typisk krænkede han dem i eftermiddagstimerne på villaveje i hovedstadsområdet, hvor han pludselig viste sit kønsorgan frem for dem og onanerede til udløsning.

Han berørte ikke pigerne fysisk, men i forbindelse med en blufærdighedskrænkelse 29. oktober 2019 på Tureby Allé i Hvidovre spurgte han en dengang otteårig pige: »Vil du smage?«.

De gentagne tilfælde af blotteri kom fredag eftermiddag ved en domsmandsret i Glostrup til at koste den 38-årige mand en straf på fire måneders betinget fængsel med vilkår af samfundstjeneste i 100 timer.

Han blev kendt skyldig i alle forhold, og skal også betale en halv snes af pigerne tortgodtgørelser i størrelsesordnen 5.000-6.500 kr.

I retten kunne han kun erkende fire af de otte blufærdighedskrænkelser, som han var tiltalt for. Heriblandt de to sidste fra dagene 18. og 19. juni i fjor, som endte med at fælde ham.

Først blottede han sig for en syvårig pige på Risbjergvej i Hvidovre, mens han fik udløsning, og dagen efter gik det ud over to andre syvårige piger på Fagerstedvej i Hvidovre.

En beboers videoovervågning nær gerningsstedet gjorde det dog muligt for politiet at aflæse nummerpladen på gerningsmandens bil, og med hjælp af dna-profiler fra tidligere episoder blev han bagefter koblet til blufærdighedskrænkelser fra tidligere år, som indtil da havde været uopklarede efter at være blevet anmeldt af børnenes forældre.

»Jeg er virkelig tilfreds med, at det er lykkedes at få fat i en mand, der har begået blufærdighedskrænkelser gennem 10 år mod så unge forurettede. De ved nu, at politiet har fundet frem til den mand, der begik det, og har fået ham dømt,« siger senioranklager David Haahr fra Vestegnens Politi efter dommen.

Manden er ikke tidligere straffet, og modtog dommen.