Forestil dig følgende: Du har aldrig delt et nøgenbillede af dig selv med nogen, men en dag falder du pludselig over et billede på internettet, hvor du er nøgen.

Et scenario, som de færreste formentlig vil ønske sig.

Ikke desto mindre har mindst 25 danske kvinder ifølge DR fået delt falske nøgenbilleder af sig selv på et af verdens største sociale medier. En af dem er den 24-årige influencer Victoria Fuglsang.

Selv havde hun ikke opdaget det falske nøgenbillede, før DR kontaktede hende, men det gjorde ikke oplevelsen mindre ubehagelig.

»Først grinte jeg lidt, fordi jeg nok ikke helt forstod alvoren, men man skal huske på, at der er folk derude, som ikke helt forstår den her verden og tænker, at det rent faktisk er mig, der står nøgen. Så jeg fik et chok,« siger hun, da B.T. fanger hende på telefonen.

Fænomenet er ikke ukendt for Victoria Fuglsang. Hun har hørt om influencere i udlandet, der har haft samme oplevelse.

»Men det er ikke noget, jeg har oplevet selv. Så jeg troede faktisk ikke, det kunne passe. Men billedet ser virkeligt ud – altså ubehageligt virkeligt,« understreger hun.

Ifølge DR er billeder lavet på en hjemmeside, hvor man med ganske få klik og på i øvrigt meget kort tid kan manipulere billeder, så kvinder, der ellers er fuldt påklædte, ser nøgne ud – akkurat som det har gjort sig gældende i Victoria Fuglsangs tilfælde.

»De har brugt et billede, hvor jeg er fuldt påklædt i træningstøj, så det undrer mig, at de ikke har taget et af de billeder, hvor jeg er letpåklædt.«

B.T. kan desuden konstatere, at søger man på de rette ord, kan man finde adskillige hjemmesider, der tilbyder det samme.

Men selv om det tilsyneladende er relativt let at gøre, så er det ikke umiddelbart noget, der får betydning for de billeder, som Victoria Fuglsang lægger ud til sine mere end 75.000 følgere på Instagram.

»Det har helt sikkert sat nogle tanker i gang. Man skal nok tænke sig en ekstra gang om, men jeg tror også bare, at vi lever i en verden, som i forvejen er så manipulerende. Det vil være svært at lægge hele sin strategi om, fordi der er et billede, som man ikke kender til,« siger hun.

Influenceren har nu valgt at melde sagen til politiet, og det samme har flere andre kvinder ifølge DR gjort.

Derfor er med andre ord også al mulig god grund til ikke at eksperimentere med at redigere billeder. Ifølge politiet er det nemlig ulovligt at dele falske nøgenbilleder af andre kvinder.

Flemming Kjærside, kommissær i Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center, oplyser til B.T., at man de seneste år har set en stigning i digitale krænkelser – herunder det, som Victoria Fuglsang har oplevet.

»Man skal huske på, at hvis man deler sådan et billede, så er forseelsen den samme, som hvis det var et ægte billede. Man vil blive sigtet for at dele krænkende billeder,« siger han videre.

Derfor har Flemming Kjærside også en klar opfordring til danskerne.

»Lad være med at dele sådan nogen billeder, for så krænker man nogen og gør noget ulovligt.«

B.T. har bevidst undladt at skrive navne på de hjemmesider, hvor man kan manipulere billederne.