»Eddie havde ikke særlig meget fart på, for han var kun fire år, da det skete, så det var begrænset, hvor hurtigt han kunne cykle. Lige pludselig kommer den her elcykel med fuld fart og kører ind i hans cykel, så Eddie flyver af.«

Ordene kommer fra 45-årige Vicky Merachtzakis fra Albertslund, som for to år siden oplevede det, alle forældre frygter.

Hendes lille dreng, Eddie, blev mejet ned af en stor og kraftfuld elcykel, en såkaldt fatbike, mens han var ude at cykle med sin storebror.

»Jeg fik Eddie ind og kiggede på ham, og han var kommet til skade på hagen. Jeg kunne ikke se, at der var sket noget alvorligt, men han blev ved med at klage over smerter, så jeg tænkte, at vi måtte ned og have ham undersøgt,« fortæller hun til B.T.

Vickys søn efter ulykken

På skadestuen fik de at vide, at Eddie var mere slemt tilredt, end de først havde antaget.

»Så viste det sig, at han havde brækket kravebenet,« siger Vicky Merachtzakis.

B.T. har tidligere skrevet om ulykker med modificerede elcykler – såkaldte fatbikes – der kan ændres fra den lovlige grænse på 25 kilometer i timen til 40 eller 50 kilometer i timen.

I den kommende tid sætter B.T. fokus på konsekvenserne af stigningen i brugen af ulovlige elcykler og elløbehjul på de danske veje.

Det gør vi i serien »Vanvid på cykelstien«.

Selvom den fireårige dreng slog hagen og brækkede kravebenet, synes Vicky Merachtzakis, at han slap heldigt.

»Jeg tænkte bagefter: Det kunne have gået endnu mere galt, end det gjorde. Det var faktisk det, der gjorde mig rigtig nervøs,« siger hun og fortsætter:

»Hvis han havde været lidt længere fremme, var han kørt direkte ind i siden på Eddie. Det heldige var, at han ramte hans fordæk, så Eddie fløj af cyklen.«

Har du eller en af dine nære været involveret i en ulykke med en elcykel eller et elløbehjul? Så vil B.T. gerne tale med dig. Skriv en mail til sebj@bt.dk.

Selvom det er to år siden, uheldet skete, fylder det stadig meget i familien fra Albertslund.

»Jeg kan blive helt dårlig, når han skal ud at cykle. Herude cykler vi rigtig meget med børn, og det er en cykelkommune med cykelstier over det hele,« siger hun og tilføjer:

Arkiv: Her ses et eksempel på en 'fatbike', der let kan modificeres, så den kan køre næsten dobbelt så hurtigt som en normal elcykel. Det kaldes en fatbike på grund af de brede dæk. Foto: Piroschka Van De Wouw/Reuters/Ritzau Scanpix

»Eddie var også mærket af det i et stykke tid. Hver gang han så en elcykel, kunne han godt sige: 'Det er den, der kørte ind i mig.'«

Eddies ulykke er langt fra enestående. En opgørelse fra Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital viser, at antallet af personer, der blev behandlet for elcykelskader på de fynske hospitaler, steg med 76 procent fra 2019 til 2023.

Cirka hver tredje af de tilskadekomne kom ifølge opgørelsen alvorligt til skade.

Læger andre steder i landet beretter også om en stigning i ulykker på elcykler og elløbehjul blandt børn og unge.

Ulykken påvirkede ikke kun Vicky Merachtzakis og Eddie. Hendes ældste søn, som var vidne til det voldsomme uheld, blev også meget påvirket.

»Min store søn blev faktisk mærket rigtig meget af oplevelsen. Han følte, at det var hans skyld, og at han skulle have cyklet forrest, så det var ham, der blev ramt i stedet for lillebror. Selv i dag kan han godt være lidt bekymret for at cykle rundt med Eddie,« siger hun.

Vickys søn efter ulykken

Den 45-årige mor, som til daglig arbejder som teamleder på et plejehjem, ønsker dog ikke at forbyde de omtalte fatbikes.

I stedet kræver hun en større indsats og mere regulering på området:

»Jeg går ikke ind for et forbud. Men de ulovlige cykler er vi nødt til at kigge på,« siger hun og fortsætter:

»Lad os få noget mere politi på cykelstierne. Jeg synes, det er godt, når politiet er til stede.«

Hun kommer også med et opråb til dem, der forhandler de ulovlige elcykler.

»Der skal ligge et større ansvar hos forhandlerne. De er nødt til at stoppe salget af de ulovlige cykler og elløbehjul.«

»Det er enormt problematisk, at man som forælder kan købe en cykel i den tro, at den er lovlig, når den ikke er det.«