To bekendte skal formentlig have sig en lille snak.

I hvert fald har den ene fået sig et forklaringsproblem.

Det hele begyndte med en lidt for tung fod på speederen.

En 55-årig mand fra Herfølge var nemlig røget i ordensmagtens automatiske fartkontrol.

Dermed havde han gjort sig fortjent til en fartbøde.

Men noget stemte ikke, mente manden fra Herfølge.

'Den 55-årige havde oplyst til politiet, at han ikke var fører af bilen på det tidspunkt, men at den derimod blev ført af en af hans bekendte,' oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Den gik bare ikke.

For politiet undersøgte billedet fra ATK-kontrollen nærmere.

Og det var ikke den bekendte, der sad bag rattet.

'Nok snarere var den 55-årige selv,' lyder det fra politiet.

Derfor blev han tirsdag morgen klokken 09.11 sigtet af politiet.

Formelt lyder sigtelsen, at manden 'med urette har kastet mistanken på en uskyldig'.