Fredag eftermiddag samledes flere unge ved Stoustrædet i Gundsømagle, hvor den 31-årig mand blev stukket ihjel.

Det rapporterer sn.dk, der har talt med flere af de unge. Heriblandt 26-årige Victor, der så sin ven dø.

Victor, som kun medvirker med sit fornavn, boede i en lejlighed magen til den dræbtes få numre væk.

Han forklarer til sn.dk, hvordan han hørte vennen råbe om hjælp, og at han forsøgte at lyse med sin telefon på den mørke parkeringsplads, da professionelle forsøgte at redde den 31-åriges liv, men der var for mange knivstik til, at det kunne lade sig gøre.

Foto: Steven Knap / Byrd
Vis mere

Udover Victor har sn.dk talt med flere venner til den dræbte, der fortæller, at den dræbte ikke havde det let, men at han var smilende og optismistisk.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyste tidligt fredag morgen, at man endnu ikke har anholdt nogen i sagen om drabet.

»Der er tale om en 31-årig mand fra lokalområdet. De pårørende er blevet underrettet,« udtalte vagtchef Henrik Olesen til B.T.

Politiet har været ude og efterlyse vidner i sagen, der måske kan have interessante oplysninger, ligesom politiet er interesserede i at tale med personer, der har konkret viden om, hvad der er foregået, og hvad der ligger bag det brutale overfald.