»Jeg kiggede på hende, hvor hun lå med hænderne oppe foran ansigtet. Først troede jeg, hun grinede, men så fandt jeg ud af, at hun græd.«
Yderst til venstre, helt mod væggen, havde den unge kvinde få øjeblikke forinden sovet, mens hendes veninde i den anden ende af sengen ifølge politiet blev udsat for en voldtægt.
Hun er hermed det sidste vidne i sagen om en ung politikersøn, der er tiltalt for at have voldtaget en kvinde ved en ungdomsfest i maj sidste år.
Da det sidste vidne - kvinden, der lå inderst i sengen - valgte at tage på en rejse til Australien, mens retssagen kørte i april, blev sagen udskudt til juni – nærmere bestemt i dag, hvor B.T. er til stede i Retten i Helsingør.
Den unge mand er under retssagen beskyttet af et navneforbud, der forbyder offentlig omtale, som kan identificere ham og dermed også politikeren. Han nægter sig skyldig.
Episoden, som politikersønnen er tiltalt for, fandt sted tidligt om morgenen 4. maj sidste år, hvor tre veninder lå i ske med ansigterne samme vej og sov efter en fest.
Her lagde politikersønnen sig ind til de tre veninder og begik ifølge politiet en voldtægt af den veninde, der sov yderst.
Veninden, der lå længst væk fra episoden, forklarer i Retten i Helsingør mandag, at hun først havde sagt nej til, at den tiltalte måtte lægge sig til at sove med de tre studiekammerater.
»Jeg sagde nej, for jeg mente ikke, at der var plads nok,« siger hun i retten og fortæller samtidig, at de andre to veninder var gået med til det.
Efterfølgende faldt kvinden i søvn og vågnede igen, da den tiltalte forlod rummet, og hun vendte sig om for at se på sin veninde.
Hun lå grædende med hænderne foran ansigtet, mens den tredje veninde spurgte, hvad der var sket.
De tre kvindelige studiekammerater blev enige om at lægge sig til at sove og vente med at tale sammen, indtil tiltalte havde forladt festen.
Den efterfølgende morgen ringede de til storebroren til kvinden, der ifølge politiet er blevet voldtaget, som gav besked om episoden til politiet.
Ifølge politiets tiltale fandt voldtægten af den unge kvinde i sengen sted, mens hun var så træt og beruset, at hun sov og ikke kunne sige fra.
Ifølge den unge mand var hun helt indforstået med samlejet, efter de forinden havde kysset om natten.
Politikersønnen har tidligere i retten forklaret, at kvinden var indforstået med den fysiske kontakt og deltog aktivt, ligesom hun angiveligt stønnede og selv lavede samlejebevægelser.
Der forventes at falde dom mandag eftermiddag.

