For tyve år siden kom 12-årige Susan Hansen aldrig hjem fra skole. Dagen efter blev hendes lig fundet kvalt og smidt i en grøft nær Fredericia. Sidste gang, hun blev set i live, var på busterminalen, lige før linje 2 kørte klokken 16.47 - og hun steg aldrig på bussen.
Susans bedste veninde, Vicki Vinding, kan godt huske den sidste gang, hun så Susan i live. Det var i skolen, hvor Susan spurgte, om hun ville med ind til byen.
- Jeg kunne bare ikke den dag. Det har jeg tit tænkt på senere: Hvis jeg var taget med, ville Susan så have levet i dag? Eller var vi begge blevet dræbt?
Sådan siger Vicki Vinding, der i dag er blevet 33 år.
Susan og Vicki voksede op få hundrede meter fra hinanden i Sønderparken-kvarteret i den vestlige del af Fredericia. De blev veninder i børnehaveklassen på Skjoldborgvejens skole, og Vicki husker tydeligt, at Susans mor altid var meget beskyttende.
Hun var god til at hygge om dem med boller og saftevand, men lige så snart de forlod lejligheden, skulle hun altid vide, hvor de var. Altid.
- Hun tog også bussen til skole, selvom der kun var nogle få stop. Det mente hendes mor var mere sikkert, end at hun var ude i trafikken. Vi andre plejede at cykle, siger Vicki.
Vicky husker Susan som en sød og rar pige - lidt genert - der i den sidste tid fik en anden side.
- Hun var hurtigere udviklet end jeg og begyndte at interessere sig for drenge. Hun kiggede på dem i ungdomsklubben inde i Fredericia, og hun kom også i en hemmelig varmestue nede i det boligområde, hvor vi boede. Hun ville gerne være, hvor drengene var, siger Vicky.
Den 33-årige kvinde er i dag mor til Nanna på to og gravid med sit andet barn. Og selvom hun ikke længere tænker på Susan hver dag, er hun helt sikker på, at mindet om barndomsveninden vil trænge sig på, når børnene er blevet lidt ældre.
- Det kan nok ikke undgås, at jeg vil tage mine forholdsregler. Jeg vil nok hente og bringe dem ret meget, Og jeg vil fortælle mine børn, at de skal passe på, siger Vicki Vinding.
